Opblæst TV om læringsstile

Nogen må jo sige det. TV2's højt profilerede realityserie om »Skolen - verdensklasse på 100 dage« var ringe, opblæst og manipulerende, og den kan ikke med rimelighed eller troværdighed danne baggrund for skole-politiske beslutninger.

Serien, der bestod af otte udsendelser, handlede om Gauerslund Skole i Børkop, hvor en meget ung skoleleder, Magnus te Pas, kun havde været i et års tid.Gauerslund Skole var ifølge TV2-omtalen en skole, der rent fagligt skulle være placeret blandt den dårligste fjerdedel af de danske folkeskoler.
Nu ønskede skolelederen ved hjælp af brugen af såkaldte læringsstile i undervisningen at gøre skolen til én af de bedste i Danmark målt på 9. klasses afgangskarakterer. Han indledte et eksperiment, der handlede om, at Gauerslund Skole på 100 dage skulle rykke fra fjerde division til verdensklasse.
Bag eksperimentet stod Svend Erik Schmidt, tidligere chefkonsulent for SIS Akademi, der nu er opkøbt af konsulentfirmaet Cubion - et såkaldt certificeret læringsstilcenter.
Det store spørgsmål bag den nye realityserie var ifølge tilrettelæggerne, om Gauerslund Skole kunne flytte sig fra en »bundplacering« og helt frem i verdensklasse på bare 100 dage. Det er selve seriens omdrejningspunkt. Det kunne skolen altså, hvis lektor Hans Henrik Knoops bedømmelse af testmaterialet står til troende.
Imidlertid må Hans Henrik Knoops udregning af Gauerslundskolens placering på en i forvejen tvivlsom skala vække stor undren.
Som Skolerådet har konstateret, er der kun én procent af skolerne, som kan prale af år efter år at ligge blandt de øverste 20 procent. Tilsvarende er det kun én procent, der ligger i bund hvert år fem år i træk. Med andre ord rummer placeringen på skalaen over de bedste danske skoler ikke nogen signifikante data, der med rette kan bruges til at sige noget om, hvem der klarer sig godt og hvorfor!
Mest problematisk er det dog, at der ved udregningen af Gauerslund Skoles resultater blev anvendt et arbitrært og meget skønsmæssigt beregningsgrundlag til dokumentation af skolens faglige fremskridt.
Ved beregningen forudsættes det, at »Danmark som samfund på en lang række områder allerede er 'verdensklasse', så 'Danmarksklasse' på den baggrund automatisk kan antages at være verdensklasse,« fremgår det af TV2's hjemmeside om udsendelsen, www.skolen.tv2.dk.
Desuden er »det samlede resultat fremkommet ved 'tilstræbt ekstrapolering' for så vidt Gauerslund Skoles resultater ikke er baseret på hverken 9. klasses eksamenskarakterer eller eksterne censorers bedømmelse, således som det er tilfældet i CEPOS-listen.«
Men hverken beregningsmetoden eller måleperioden overholder ifølge Danmarks eneste professor i pædagogisk statistik, Peter Allerup, videnskabelige standarder. På given foranledning svarer han på spørgsmålet, om beregningsmetoden er troværdig: »Der er ikke tale om et pædagogisk forsøg, der lever op til minimumskravene for videnskabelige forsøg.«
Der er simpelthen ikke kvalificeret belæg for at hævde, at skolen er rykket 1000 trin frem på skalaen, eller at skolen er rykket i op verdensklasse. Og det var jo offentliggørelsen af dette resultat i Gauerslund Skolens hal, der fik tilskuerne til at ligne deltagere i en vækkelsesseance hos en religiøs sekt eller et plenummøde på Tvind.
Der er selvfølgelig grund til at glædes over, at den fælles indsats på - og opmærksomheden om - Gauerslund Skole i Børkop på kort sigt har skabt noget, der ligner positive forandringer og en god stemning.
Læringsstilene kan være med til at sætte fokus på nødvendigheden af at inddrage kroppen i undervisningen, men man kan ikke basere en undervisning, der skal leve op til skolelovens formålsparagraf på dette forholdsvis tynde pædagogiske koncept.
Konceptet har en tendens til at fastholde eleverne i en statisk selvopfattelse og en ineffektiv kompenserende læringsstrategi, som faktisk kan forhindre dem i at opbygge alle deres potentielle områder for kognitiv udvikling.
Hvis et barn karakteriseres som gøre-barn, kan det give barnet en kortvarig motiverende tilfredsstillelse, fordi karakteristikken eller etiketten anerkendende kommer én i møde. Der er altså et frigørende potentiale i karakteristikken.
Den problematiske side er, at eleven vil føle sig retfærdiggjort og derfor nu kan føle sig i sin gode ret til at blive opfattet som et gøre-barn. Men her vil barnet på ét eller andet tidspunkt møde modstand, fordi det socialt og kulturelt set eller i uddannelssystemet som sådan ikke anses som værende lige så gangbart eller værdifuldt som et se- og hørebarn.
Eksempelvis blev gøre-børn i »den sorte skole« kaldt for »praktisk begavede«, og denne position var med til at fastholde den sociale klassedeling i samfundet og den sociale udstødning af disse elever.
En undervisning baseret på brugen af læringsstile egner sig stort set kun til undervisning i nøje afgrænsede og målbare færdigheder og anerkender ikke undervisningens dannelsesmæssige aspekter. Vigtige områder i folkeskolelovens formålsparagraf forflygtiges.
I realityserien ser vi elever, der hopper på bogstaver, spiller Pythagoras-spil og sætter klemmer på papstykker og fornemmer en moderne terpepædagogik, der er velegnet som ramme for en resultatorienteret træning til test (teaching to the test). Men det læringssyn, der ligger bag, er snævert og utilstrækkeligt set i lyset af almene og tidssvarende krav til udvikling af selvstændighed, mangesidige interesser og kreativitet.
Med den rolle, som læreren tiltænkes i en læringsstilsbaseret undervisning, undervurderes desuden den psykodynamiske dimension og lærerens didaktiske kapacitet og betydning for elevernes udbytte. Ingen enkeltfaktor har så stor betydning for undervisningens effekt som lærerens personlighed, evne til at lede og skabe relationer og faglige identitet. Instrumentel og konceptpræget undervisning som læringsstilskonceptet reducerer imidlertid lærerens dømmekraft og relative autonomi.
Man kan endvidere frygte, at et ensidigt fokus på læringsstile vil kunne føre til en meget vidtgående og overflødig individualisering, der risikerer at overbelaste elevernes egoer, så de ikke har et realistisk billede af sig selv, deres evner og deres sociale samspil med andre. Det kan føre til selvtilstrækkelighed hos eleverne, at de kun vil gøre det, de er gode til, eller at de kun vil gøre det, til de selv synes, det er godt nok, og til at eleverne ikke erfarer deres egen afmagt.
Med hensyn til læringsstilenes muligheder for at støtte børn i særlige vanskeligheder som for eksempel ordblindhed er tiltroen hos kyndige fagfolk ikke stor. Mia Finnemann Schultz fra Dansk Videnscenter for Ordblindhed har således udtalt: »Jeg tror ikke, man bliver bedre til at stave, fordi man hopper, når man gør det.«
Ordblindes vanskeligheder har ikke meget med sansekanaler at gøre, men er ifølge DVO af neurobiologisk oprindelse, og vanskelighederne skyldes hovedsagelig problemer med at opfange og skelne mellem lyde. Ordblinde børns behov er komplekse og vedvarende og afhjælpes hverken på tre uger eller 100 dage.
Den tilsyneladende bølge af begejstring for læringsstilene, der følger i kølvandet på TV2's realityserier om skolen, er nem at blive revet med af på grund af den følelsesmæssige iscenesættelse og på grund af den generelle rådvildhed hos skolepolitikere. Men man skal huske på, at lærerne ikke er tomme hylstre eller instrumenter, som politikere eller for den sags skyld skoleledere kan sætte til at udføre deres forestillinger om didaktik.
I lærernes professionsideal står der blandt andet: »Læreren vil værne om sin metodefrihed« og »Læreren vil aldrig påtage sig at anvende undervisningsformer, pædagogiske midler eller formidle et stof, som denne ikke selv kan indestå for.«
Lærerne er den eneste gruppe, der afgørende kan generere kvalitet i skolen, og derfor er de nødt til at have omgivelsernes tillid og friheden til at træffe pædagogiske og didaktiske beslutninger - sidstnævnte ikke som en personlig frihed, men af hensyn til udviklingen af alsidig undervisning og varig kvalitet i folkeskolen.
Erik Schmidt (f. 1952) er lærer, medleder af SOPHIA (tænketank for pædagogik og dannelse) og lærebogsforfatter. Pt. blandt andet dansk- og klasselærer i 4. klasse.